Better BirdLIFE på udstillingen FUGL 2025
Better BirdLIFE deltager i den store triennaleudstilling FUGL på Johannes Larsen Museet fra 13. september 2025 til 11. januar 2026. Her præsenterer 61 kunstnere fra ind- og udland nye værker med fugle som omdrejningspunkt – fra maleri og skulptur til lydkunst og installationer – og udstillingen tager pulsen på fuglekunst anno 2025.

Allerede Johannes Larsen var aktiv naturforkæmper, og den stafet fører vi i Better BirdLIFE videre i samarbejde med Johannes Larsen Museet. Vores arbejde handler om at optimere forholdene for en række kystfugle i den vestlige Østersø og skabe opmærksomhed om de udfordringer, fuglene står overfor. Gennem udstillingen ønsker vi at vise, hvordan naturpleje og kunst kan gå hånd i hånd om at styrke biodiversiteten.
I forbindelse med FUGL 2025 inviterer Better BirdLIFE til aktiviteter, hvor du kan opleve mødet mellem natur, kunst og fugleliv:
- 4. oktober: Kunst i naturen på Vigelsø med Gudrun Heltoft og Rikke Molin
- 11., 18. og 25. oktober: Rundvisninger med naturvejleder Mia Rafn Hansen om naturen i kunsten og arbejdet med at forbedre levesteder for kystfugle i Better BirdLIFE
- Løbende: En lille udstilling i havens fugletårn med attrapper af terner fra Sybergland
Læs mere om udstillingen Fugl her: Særudstilling: Fugl 2025 – Johannes Larsen Museet